Psykolog Bo Skytte Kaa

Forside/Spiseforstyrrelser

Psykolog til spiseforstyrrelser i Aarhus

En spiseforstyrrelse er ikke et valg. Det er en alvorlig psykisk lidelse, som det er muligt at komme ud af med den rette hjælp.

Hvad er en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse er en psykisk lidelse, hvor tanker om mad, krop og vægt fylder så meget, at de går ud over livskvalitet, hverdag og relationer. Bag adfærden ligger ofte dybereliggende temaer som behov for kontrol, skam, angst eller lavt selvværd.

Spiseforstyrrelser hænger desuden ofte sammen med andre udfordringer som stress og traumer. Som psykolog med erfaring i både spiseforstyrrelser, EMDR og stress kan jeg tage højde for hele billedet i behandlingen, ikke kun symptomerne.

Sådan arbejder jeg

Jeg arbejder psykodynamisk. Vi udforsker sammen de følelser, mønstre og erfaringer, der ligger bag dit forhold til mad og krop, ikke kun symptomerne i sig selv. Et forløb tilrettelægges individuelt, og der er ikke to forløb, der er ens. For nogle giver det mening at inddrage pårørende undervejs, og ved behov samarbejder jeg med læge eller diætist. Målet er, at du får redskaber til at genopbygge et mere naturligt og frit forhold til mad og krop.

De forskellige typer

Herunder kan du læse om de typer, jeg oftest møder i praksis. Klik videre for en uddybende gennemgang af symptomer og behandling.

Hvad kan du forvente af et forløb?

Et forløb starter typisk med en indledende samtale, hvor vi får overblik over din situation og hvad der giver mening for dig at arbejde med. Herfra tilrettelægges de videre samtaler individuelt. For nogle handler de første samtaler primært om at skabe tryghed og stabilitet, for andre om at komme tættere på det, der ligger bag spiseforstyrrelsen. Der findes ikke én rigtig tidsramme, og forløbets længde aftales løbende ud fra din udvikling og dine behov.

Hvad siger forskningen?

Spiseforstyrrelser responderer ofte godt på psykologisk behandling, men ubehandlet har mange spiseforstyrrelser en tendens til at blive kroniske.

Forskning peger på, at psykodynamisk terapi kan være særligt virksomt i behandlingen af spiseforstyrrelser, blandt andet fordi tilgangen arbejder med de underliggende følelsesmæssige mønstre og ikke kun de synlige symptomer.

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår bør jeg søge hjælp?

Så snart tanker om mad, krop eller vægt begynder at fylde meget i hverdagen. Varigheden af problemerne har betydning for, hvor lang tid det kan tage at blive fri af dem igen.

Kan pårørende også få hjælp?

Ja. Som pårørende kan du booke en samtale, både for at få redskaber til at støtte den, du er bekymret for, og for at få hjælp til dine egne reaktioner.

Tilbyder du online samtaler?

Ja, samtaler kan i mange tilfælde også foregå online. Kontakt mig for at høre nærmere om mulighederne.

Hvad koster et forløb, og kan jeg få tilskud?

Individuel samtale fra 1.100 kr. Se alle priser og tilskudsmuligheder under priser og tilskud.

Hvem hjælper jeg?
  • Unge fra ca. 15 år, med og uden forældreinddragelse
  • Voksne i alle aldre og livssituationer
  • Pårørende, der søger vejledning og støtte

Du behøver ikke have en diagnose. Mange kommer med en fornemmelse af, at noget er galt, og det er mere end nok.

Scroll to Top